Alberte

Hej med jer! Mit navn er Alberte, og jeg er hele 22 år gammel. Jeg har ofte problemer med at forklare hvor jeg er fra – for at være helt præcis kommer jeg fra landsdelen Salling, men de færreste kender til det, bliver helt forvirret og tror at jeg taler om indkøbscenteret. Så oftest går jeg med Skive, selvom jeg slet ikke rigtigt er derfra. 

Når jeg ikke er på Katrinebjerg, finder I mig…

Enten hjemme ved mine venner omkring aftensmadstid, hvor jeg helt sikkert står og underholder ved at snakke i ét væk, og således på den måde sniger mig let og elegant uden om madlavningen, mens alle andre end mig er i gang – smart. 

Ellers finder i mig på min cykel med høretelefoner på (lad være med det, husk cykelhjelmen), hvor jeg uden tvivl synger højlydt med. Bare gå efter lyden, så burde man kunne finde mig. 

Man kan også være heldig at fange mig på mit arbejde i Summerbird chokolade, hvor jeg forsøger at modstå fristelsen til selv at spise alle smagsprøverne. Oftest lykkes det ikke.

Det bedste ved at være medievidenskaber er…

På Medievidenskab får man lov til at se film og serier som lektier! Og efterfølgende skiller man det ad, analyserer og taler om det – og det er altså pisse fedt hvis man som mig er den type der konstant under film spørger ”Hvad sker der nu?”, ”Hvorfor gjorde han det?”, ”Hvad betyder det der?” – fordi det lærer man på det her studie. 

Der ud over, så får man de bedste og sødeste studiekammerater man kunne ønske sig!

Mit bedste rus-minde er…

Uden tvivl pubcrawlen! Aldrig havde jeg troet, at Aarhus’ mange små og snuskede bodegaer kunne udgøre rammen for en helt fuldstændig fabelagtig aften. Lad mig sige det sådan, at der tog jeg godt og grundigt fejl. 

Funfact…

Evnen til at huske tal er ikke eksisterende for mig. Årstal, datoer, tidspunkter… Jeg kan simpelthen ikke. Generelt har jeg en tendens til at virke vildt forvirret.